24.01.2023

Udenlandsk arbejdskraft i Danmark styrker CPH og danskernes rejsemuligheder

Det er ikke kun virksomheder og velfærdssektoren, der nyder godt af udenlandsk arbejdskraft. Også Danmarks tilgængelighed til verden bliver styrket med flere flyruter på grund af de 220.000 udenlandske statsborgere, der har bopæl og fast arbejde i Danmark. 

 

Udenlandsk arbejdskraft er med til at styrke Københavns Lufthavn og øge antallet af flyruter. Det er en af konklusionerne i en ny analyse i serien ”Viden om Luftfart” fra Københavns Lufthavn.

 

En femtedel af passagervæksten i Københavns Lufthavn fra 2010 til 2019 skyldes udenlandske statsborgere med bopæl i Danmark, viser tal baseret på lufthavnens passagerundersøgelser.

 

”Udenlandsk arbejdskraft og deres familier har drevet en markant del af passagervæksten det seneste årti, så de har været med til at fremme udviklingen af nye ruter og flere afgange og ankomster. Dermed er Danmarks tilgængelighed til verden blevet styrket,” siger Thomas Thessen, der er cheføkonom i Københavns Lufthavn og manden bag analysen sammen med Insights Manager Christian Østergaard.

 

Styrker Danmarks tilgængelighed
Antallet af udenlandske arbejdstagere med dansk bopæl er fra 2010 til 2019 vokset med 122.000. Det kan måles på antal flysæder, der udbydes til salg.

 

For eksempel er antallet af polske arbejdstagere med dansk bopæl vokset med 141 procent og antallet af udbudte flysæder på ruterne fra og til Polen vokset ved 107 procent. Det samme gælder en lang række andre lande.

 

”Der er en ganske klar sammenhæng mellem væksten i udenlandske arbejdstagere og væksten i antal flysæder og ruter,” siger Thomas Thessen.

 

En god lufthavn er tiltrækkende
For virksomheder, der skal rekruttere udenlandsk arbejdskraft, er det afgørende at være tæt på en velforbundet lufthavn, viser en række internationale studier og analyser.

 

I Danmark udgav organisation Greater Copenhagen i 2022 analysen "Københavns Lufthavn - en motor for vækst i Greater Copenhagen”. Her fremhæver flere store virksomheder vigtigheden af tilgængelighed og gode flyruter.

 

Novo Nordisk producerer halvdelen af verdens insulin med 3.500 medarbejdere fordelt på 40 nationaliteter i Kalundborg. Hvis det ikke var for CPH, ville Novo Nordisk ikke have været i stand til at tiltrække de internationale talenter i samme omfang, fortæller Michael Hallgren, Senior Vice President hos Novo Nordisk API Manufacturing i Kalundborg og USA.

 

En positiv cirkel
Ifølge Dansk Industri bidrager udenlandske lønmodtagere med 211 mia. kr. af den danske værdiskabelse, svarende til 10 procent.

 

”Det er meget sandsynligt, at der på det danske arbejdsmarked vil blive brug for endnu mere udenlandsk arbejdskraft i fremtiden. Vores undersøgelse viser, at en stor international lufthavn er en vigtig faktor for, at det også i fremtiden vil lykkedes for Danmark og især Hovedstadsområdet at være attraktiv for udenlandsk arbejdskraft og internationale talenter” siger Thomas Thessen.

 

Mere udenlandsk arbejdskraft vil øge antallet af passagerer i Københavns Lufthavn med udenlandsk nationalitet og dansk bopæl yderligere og heraf øge sædeudbuddet i lufthavnen – en positiv cirkel, der vil øge Danmark tilgængelighed, lyder konklusionen.

 

Klik på billedet og hent rapporten